Undervisning hjemmefra

Sofie Bundgaard Lauritsen læser HF på første år. Hun har, ligesom alle andre på gymnasierne, været hjemme på grund af corona. Mød hende her og læs om hendes oplevelser af at savne skolen og alligevel også nyde hjemmearbejdet lidt. 

Studerende på HF på VIA i Nørre Nissum

I næsten tre måneder har vi haft online undervisning, men i uge 12 fik vi lov til at møde op til fysisk undervisning på matriklen. Det foregik selvfølgelig med afstand mellem bordene, kviktest to gange om ugen, mundbind og håndsprit, men det var virkelig fedt at møde op og se ens klassekammerater og lærerne igen. Jeg vil også sige, at det faktisk var en smule mærkeligt. Tre måneder er lang tid at have online undervisning, så at være tilbage i klasselokalet var noget, vi skulle vænne os til igen.

Det er også fint nok at arbejde hjemmefra ind imellem

At have undervisning hjemmefra har til tider været suverænt, men jeg har også opdaget, at sidde for sig selv ved skrivebordet har gjort, at jeg hurtigere er blevet umotiveret til skolearbejdet. Motivationen til lektier har godt nok ikke været for stor, men når det er sagt, så har det ikke kun været dårligt. At være hjemme har været afslappende til tider, da jeg har kunnet tage tingene lidt mere roligt og i mit eget tempo.

Jeg har haft tid til ting, som jeg normalt ikke har tiden til, da jeg først kommer hjem sent fra skolen, og så er der typisk lektier og sådan, så det har været dejligt. Jeg har selv fået læst en masse bøger, set noget Netflix, og der er da også blevet gået et par ture.

Variation i undervisningen

Det har selvfølgelig også hjulpet en del, at vores lærere har været mega gode til at tænke alternativt, så det ikke altid bliver den samme form for undervisning. Vi har både været på walk and talk i en dansk time, vi har leget ’vendespil’ i religion, og vi har fået set nogen spændende dokumentarserier.

Naturfag er bedst i klassen

Der har været nogen fag, som passer bedre til online undervisning, og det kan man ikke komme udenom. Personligt, så synes jeg ikke, at naturfagene har været særlige nemme at have hjemmefra. Naturfagene er nemmere at have, når man sidder i et klasselokale, og ikke foran en skærm. Men jeg må sige, at lærerne har været gode, og det har helt klart hjulpet - alligevel er det nu meget dejligt, at vi må have fagene fysisk igen.

God og langsom start

Som jeg skrev i starten, så fik min klasse lov til at komme tilbage ugen op til påskeferien. Der blev så bestemt, at efter påskeferien måtte man komme tilbage hver anden uge. Jeg synes, det er dejligt, at vi får lov til at starte ligeså stille op. Man skal jo lige vænne sig til at være i skole igen. Det er såmænd meget fint, at man har en uge hjemme, og så en uge ude på skolen, i hvert fald her i starten. Så kan man jo kun glæde sig til, at der forhåbentligt snart kommer en mere normal hverdag, som vi kender den. Hvor man virkelig kan mærke det sociale ude på skolen.

Læs om studielivet på HF