Søndag den 9. oktober gik turen mod København, hvor vi skulle have en enkelt overnatning, så vi tidligt mandag morgen kunne tage mod Kastrup Lufthavn. I lufthavnen får vi blot at vide, at vores fly er forsinket i lige knap tre timer, men det var fuldstændig lige meget, for da vi endelig lander i Grønland, bliver vi blæst bagover af den for vildeste udsigt… Og kulde! Vi glemte fuldstændigt, at vi kunne have sovet omkring tre timer længere.
Bustur til indlandsisen
Vi er nærmest lige landet i Grønland, hvortil vi ca. tre kvarter efter bliver smidt i en bus mod indlandsisen. Turen skulle vare omkring fem timer, hvilket vi først tænkte var lidt et overkill, men viste sig at være 100% de fem timer værd .
Vores buschauffør Keld fortalte og fortalte på busturen til indlandsisen. Vi havde stop på ruten for bl.a. at se rester af et nedstyrtet fly, gletsjere, rensdyr, tilfrosne vandfald og den lokale golfklub.
2,5 timer var gået, og vi blev nu alle smidt af bussen for at kunne komme ud at se indlandsisen. Hvad vi ikke vidste var, at vi skulle først lige gå, hvad der føltes som tre kilometer i et terræn, der bedst kan beskrives som en skøjtebane med klippestykker stikkende op nogle steder. Det var dog det hele værd! Bare at stå på indlandsisen og kunne kigge så langt ud, man ville, uden at indlandsisen stoppede. Den fortsatte i alle retninger, vi kiggede hen. Og der var sne! Nogle steder til knæene, nogle steder til anklerne og andre steder ingenting, men hvor indlandsisens krystalblå is i stedet kiggede frem.
Punkt 90
Indlandsisen er nok en oplevelse, jeg aldrig glemmer, men noget, jeg heller aldrig vil glemme, er turen til Punkt 90. Punkt 90 er det højeste punkt i Aasiaat, og hvis vi troede gåturen til indlandsisen var i vildt terræn, så tog vi fejl.
Vi havde fået at vide, at hvis vi bare fulgte de blå prikker, så ville der være en sti. Vi fulgte de blå prikker, men om jeg ville kalde det en sti, tror jeg ikke. ”Stien” bestod af skæve klippesten med sne på, og dermed utroligt glatte, der var små arealer med græs, men nogle steder var der også små tilfrosne vandløb, som man først opdagede, i det man var ved at glide, og sneen blev skrabet væk fra den spejlglatte is. Men med det sagt, så var det igen det hele værd! Man kunne se alt fra toppen: De farvede husede, bjerge dækket i sne, både i vandet, isbjerge på vej tættere mod kysten, og bare et terræn, der er så uvant se.
På tilbageturen kunne man vælge tre ruter: Den samme rute som dertil; en anden rute, hvor man fulgte de blå prikker ned ad modsatte side af bjerget; eller den tredje rute, hvor man så måske kunne være heldig at se polarræve. Jeg var jeg en af dem, der tog den tredje rute. En rute, der gjorde turen godt og vel fire kilometer længere, men det var også fire kilometer, der gav os tid til at opleve Aasiaats natur lidt mere. På turen kom vi bl.a. helt ned til vandet, vi fik set hvor polarrævene boede, frosne vandløb, rævefodspor og endnu flere fjelde. Dog ingen polarræve, men stadig det hele værd.
Nordlys!
Samme aften som Punkt 90 sidder vi og spiser rensdyr, og pludseligt kommer der en mand ind og råber, at der er nordlys udenfor. Vi flyver alle op for bare et se en grøn klat på himlen.
Senere havde vi booket en tur ud til ”dumpen”, som er et helt mørkt sted, hvor det er nemmere at se nordlys, og som ovenikøbet også lige var deres losseplads. Vi kommer derud, venter lidt og pludseligt var der nordlys på himlen. Det var magisk at se, hvordan nordlyset bevægede sig hen over himlen, og hvordan det så bare forsvandt igen. Det var en superhyggelig og kold aften med varm kakao, kage og bedst af det hele, så fik vi alle set nordlys.
Alt i alt kan jeg vist sige på alles vegne, at turen til Grønland er noget, vi aldrig glemmer: Wow! En oplevelse det har været! At opleve en natur så anderledes end vores, mødet med en helt anden kultur og generelt bare det, at det for de fleste af os nok var den eneste chance for nogensinde at komme til Grønland.
10 ud af 10 rensdyr herfra!