Der er en evig banken, dunken, sitren, lige under mit bryst.
Jeg er et bløddyr, overfladebeskyttet, vend mig om og stik mig ned og se, så er der aftensmad.
Jeg bevæger mig langsomt hen ad et fremmed fortov, mine stilkeøjne klæber som lim til alle nye indtryk - jeg samler alt op, udiskriminerende og uhæmmet, klistrer det på nethinder og undersiden af min bug, fremmede skomærker og cykelstismarkører og vejrudsigter, sodavandsnavne jeg ikke kan udtale og grus fra hjul der ruller vant hen ad vejen. Jeg sparkes, rulles, fra sted til sted og markør til markør.
I varmen er det den eneste måde at komme frem, at give sig hen, observere fra revner i skallen, mens du flyver som et blad i vinden, ud af kontrol men ind i noget nyt, et kollektiv på kirkegader med apostrofnavne og stemte Z’er, grådige væsner i udvikling der suger til sig af skilte og butikker og museér, et kollektiv på broer der blokerer trafikken med slimspor og klingende latter.
Jeg trækkes ind i en momentær migration der simultant handler om fællesskab og individ og viden og alt andet end det, for senere at blive overanalyseret af en snegl på kontorstol, der er blevet bedt om at skrive et tekststykke, jeg trækkes ind i gåtursgrupper og museumshviskere, jeg trækkes ind i et øjebliksbillede og et polaroidfotografi, et instagram-post og en snakkesalon på et hotelværelse.
Meininger, Donau, Forint, billig mad og Metrobilletter, Snapchatminder og elevatorspejle, “hjem” under en fremmed dyne og op til din sidemands vækkeur for at bevæge dig ud i brostensjunglen igen for første eller næstsidste gang med voksende minder og spirende savn til “æ” og “ø” og lufthavnscola til den dobbelte halve pris.
Navne opbevares fjernt, frembringes til togtursdiskussioner om det gode og sjove og igen til forældrefortællinger om den spændende tur og de nye indtryk, for at gemmes væk i en mindekasse bagerst i sneglehuset under de andre æsker der også markeres med et gymnasie-”G” for Gode Tider.
Der er en evig banken, dunken, sitren, lige under mit bryst. Det er ungdommen der kalder, bryder igennem de små porer, kræver at blive hørt, selv kun i et øjebliksminde om en studietur og en skolepause og en snegl på vejen i Budapests 21 grader.